22. november 2014

De sidste forberedelser til julemarked

Så er det i morgen, at der er Hjerteformet Julemarked i Skjold. Jeg er i fuld gang med de sidste forberedelser og har netop lige opdaget, at jeg mangler poser! Tja, så nu er jeg i gang med at folde store gaveposer med håndtag ... Jeg har ikke overraskende mange stjerner med - i forskellige materialer, størrelser og anvendelse fra øreringe, hårpynt, gavemærker og selvfølgelig ophæng og pynt.

Der er mange julemarkeder i morgen, men vi håber meget, at der vil være mange, der har lyst til at kigge forbi Skjold og kigge ind til et lille, men utrolig hyggeligt julemarked - hvor overskuddet går til Danske Hospitalsklovne.

Vi er at finde: Skjold Kirkevej 6, Juelsminde fra kl. 10-17 - Søndag d. 23. november

19. november 2014

@turkispenpal


Ja, så har jeg minsandten lavet en IG-konto mere ... Jeg kan godt lide at tingene er opdelt og derfor har jeg lavet en Instagram-profil til alle mine billeder, der har noget at gøre med breve og internationale pennevenner. Antallet af pennevenner er nemlig steget gevaldigt og dermed også antallet af breve jeg afsender og modtager. Jeg synes, at det både er hyggeligt og god kutyme at vise når man har fået et brev fra en person, der har brugt tid på at skrive og lave et fint brev til en og desuden er spændt på, at man skal modtage det - og her er Instagram perfekt, da det jo er et billedmedie.

Jeg har taget billeder til adskillige indlæg om nogle af de breve jeg har afsendt, men de er endnu ikke blevet til noget og nu ender det med, at det nok blive for voldsomt at vise dem alle på en gang. Indtil da er I velkommen til at kigge forbi min @turkispenpal - og med billedet her, vil jeg gøre opmærksom på, at man godt kan kigge med selvom man ikke bruger instagram, nemlig her: instagram.com/turkispenpal 

Og du er selvfølgelig også velkommen til at se mine billeder på min "private konto" instagram.com/turkisshop, hvor jeg bl.a. viser nogle af mine tegninger i min "tyske doodlebog" (genbrug af en bog om J.P. Jacobsen - på tysk!) 

16. november 2014

Hjerteformet julemarked

Søndag den 23. november 2014 kl. 10.00 – 17.00 er der igen Hjerteformet Julemarked på Gården i Skjold.
Jeg har atter en stand til Hjerteformet Julemarked og jeg glæder mig meget - men der er kun en uge til og jeg har ret travlt! Jeg skal indskrive karakterer for alle mine 93 elever samt forberede individuelle elevsamtaler, så jeg har en del at se til på arbejde og derfor har jeg ikke fået lavet særlig meget til markedet.
Jeg har dog en masse stjerner, der "bare" lige skal færdiggøres til ophæng også skal jeg nå at lave lidt flere knap-ørestikker, håreleastikker og hårnåle, hårbøjler og gavemærker, og hvad jeg ellers kan nå at få lavet færdigt inden næste søndag!
I år går overskuddet fra standleje og salg fra hovedstanden til Danske Hospitalsklovne og selvom vi er lidt færre stande i år, så håber vi på lige så god opbakning som sidste år.
Det er Marie Holm og Henrik Dalsager, der er arrangører og lægger deres gård til i den gode sags tjeneste. Det var et rigtig fint og hyggeligt julemarked sidste år og jeg har lige siden set frem til at skulle med igen i år - men selvom jeg har kendt datoen længe, så bliver den en ret stresset sidste uge inden søndag! 
Der er mange julemarkeder d. 23. november - men hvis du er i nærheden, så kig endelig forbi: Skjold Kirkevej 6, 7130 Juelsminde
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...