12. september 2014

At tegne er at se

Jeg har tidligere skrevet lidt om livet som dansklærer - men jeg er også billedkunstlærer og har været heldig at få et billedkunsthold i år. Jeg har selv tegnet meget hele mit liv - dog med en længere pause, begyndende med kandidat-universitetslivet og efterfølgende år med børn og med syning som primær kreativitet.

Nu er jeg så begyndt at tegne aktivt igen og har atter taget fat på Betty Edwards fantastiske bog. Jeg har lavet øvelserne i bogen mange gange - første gang var jeg omkring 12 år. Da jeg kender øvelserne har jeg lavet dem ret hurtigt og lidt sjusket, da det er meningen at man skal bruge mere tid på dem - men det giver mig alligevel en idé om, hvor meget tid jeg skal afsætte til øvelserne når eleverne skal lave dem.

Bogen hedder "At tegne er at se", hvor Edwards netop tager udgangspunkt i, at tegning handler om at se på en bestemt måde og være bevidst om de mekanismer som hjernen påvirker os med ud fra tesen om, at de fleste er hæmmet af en dominerende venstre hjernehalvdel der er logisk tænkende, analyserende og kritisk - mens den højre hjernehalvdel er mere intuitiv og sansende - og det er derfor også her vi finder kreativiteten. Gennem hendes tegneøvelser træner man at få adgang til og blive bevidst om skiftet mellem venstre og højre hemisfære.

Vase/ansigts-tegning er en klassisk tegneøvelse - simpel, men alligevel sværere end man lige tror og hvis øvelsen laves rigtigt og gentages med variationer, så er den et væsentlig trin til at udvikle ens tegnefærdigheder.

Blindtegnings-øvelserne er lidt krævende, men et vigtigt trin i Edwards bog da de sætter gang i en helt anden måde at forholde sig til tegning på. Det er en anstrengende øvelse, hvor det er utrolig svært at modstå trangen til at se på sin tegning undervejs og tvinge sig selv til at tegne videre selvom man har en fornemmelse af, at ens streger ikke mødes rigtigt. (Jeg har flere blindtegninger jeg kan vise i et andet indlæg). Denne øvelse laver jeg ikke med eleverne, da det ikke praktisk er muligt i lokalet.
"Omvendt tegning" er en utrolig god tegneøvelse som næsten ikke kan undgå at blive en succes. Her er det vigtigt at tegne oppefra og ned - og tegne en linie ad gangen uden at tænke på, hvad man tegner, dvs. ikke at sætte ord på genkendelige elementer, men fokusere på linier, kurver og former. Det er en tidskrævende øvelse som jeg skal lave med eleverne på mandag - og jeg er meget spændt på, hvordan de reagerer på øvelsen og hvordan deres tegninger bliver. 
Negativ flade-tegning er også en god øvelse, hvor man fokusere på formerne, der omgiver en genstand i stedet for selv genstanden - altså tegner mellemrumme i stolen, men ikke stolen! Denne øvelse træner også komposition og behøves ikke at være en stol.
Jeg er ved at lave et portrætforløb til mit billedkunsthold og derfor ville jeg lige tegne nogle portrætter selv. Det er længe siden, at jeg har tegnet protrætter og igen var jeg lidt sjusket og brugte ikke nok tid på tegningerne. Desuden blev jeg også forstyrre flere gange af drengene.

Dette er et 3/4 portræt og jeg burde have brugt to spejle og sikre mig ikke at blive forstyrret, da man jo helst skal sidde stille. Det er derfor heller ikke blevet helt vellykket og især munden er blevet forkert.
Dernæst har jeg tegnet et frontalportræt. Da det ikke er rimeligt eller muligt at få drengene til at sidde stille - så tog jeg nogle billeder af dem i stedet for. Magnus insisterer imidlertid altid på at lave grimasser, men det kom der så et lidt anderledes portrætbillede ud af - som var sjovt at tegne og med gode skyggevirkninger. Desværre har jeg atter tegnet munden for lille, men ellers er det blevet ganske godt.   
Jeg tegnede alle tre portrætter en eftermiddag inden jeg skulle lave aftensmad - så den sidste tegning af Alfred i profil blev lavet ret hurtigt. 
En af de første tegneøvelser som eleverne skulle lave var at tegne citroner. Det er en form og lys/skygge-øvelse og efterfølgende har de lavet farvekontrast-øvelser med citronerne 

Jeg elsker at være billedkunstlærer! Derfor bruger jeg også væsentlig mere tid på forberedelse til undervisningen end det strengt taget er nødvendigt eller påkrævet - for jeg nyder det og synes, at det skønt at komme i gang med tegne igen. Så I kommer nok til at høre og se meget mere til mit billedkunstlærer-liv :-)

Rigtig dejlig weekend til jer alle

5 kommentarer:

  1. det er så skønt at tegne, hvor er du heldig at arbejde med det :)
    Er endelig begyndt at tegne portrætter igen, meget afslappende og afstessende :)
    God fornøjelse med holdet :)
    KH Micha

    SvarSlet
  2. Hvor er du dygtig Christine!
    Jeg elsker også at tegne og gør det meget både arbejdsmæssigt og for min egen skyld :-). Jeg kender godt bogen, men kun fra mine teenageår. Det kunne være, man skulle kigge lidt i den igen :-).

    God weekend

    SvarSlet
  3. Hvor er de bare super fine og hvor er du heldig med, at have fået billedkunst som undervisningsfag.
    Er jo selv bidt af at tegne, dog ik så meget potrætter, men dine er som sagt rigtig fine.
    Rigtig god weekend.

    SvarSlet
  4. Den bog har jeg også tegnet meget efter. Desværre har jeg lagt det på hylden. Får helt lyst til at begynde igen.

    Kh
    Anna

    SvarSlet
  5. Dine elever er heldige at få sådan en dedikeret og kreativ lærer, det må der bestemt komme noget godt ud af. Du er både dygtig til at tegne og formidle og det er altid spændende at kigge med her på din blog

    SvarSlet

Det er altid dejligt med en lille hilsen :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...