2. september 2013

Lige en tand sødere

 
Er de ikke bare søde - Evas tandfeer. De er håndsyet og lavet af 100% uld - så bløde og kan lige ligge i hånden. Bagpå er der en lomme til at lægge mælketanden. Jeg har været så heldig at få disse to foræret til Magnus og Alfred. Magnus´ lidt ældre fætter har tabt flere tænder - så Magnus venter spændt på, at han også taber sine. Tænk at glæde sig til, at ens tænder falder ud af munden! Men når man er fem år - så hænger det jo sammen med at blive stor og snart skal i skole. Han blev meget glad for hans tandfe, men må vente lidt endnu - for der er (heldigvis) ingen rokketænder endnu. Vil du også have en sød lille tandfe, så har Eva flere i sin shop og til pigerne er der tilføjet en lille sløjfe.

Det var rigtig hyggeligt at besøge Eva og se hendes fine værksted med de mange flotte bånd og spændende bøger m.v. Den klassiske "Børnenes Idébog" havde hun to af - og gavmild som hun er, fik jeg lov at få den ene med hjem. For mange er det ren nostalgi at kigge i denne bog - og selvom du måske ikke selv har den stående på reolen, så er den kendt af mange i blogland. Tusind tak Eva :-)

Jeg kom selvfølgelig heller ikke tomhændet, men havde denne gavepose med. Jeg kan rigtig godt lide at give gaver og pakke dem fint ind - problemet er så bare, at indpakningen kan give for store forventninger til indholdet. Eva blev dog heldigvis glad for den håndindbundne notesbog med syet stofomslag - for det er jo altid rart med en fin bog til at skrive og tegne tanker og idéer i - og Eva hører til dem, der har mange idéer.

Nu har jeg kun taget billeder af forsiden, men der er skam en grund til den orange tråd - for gaveposen er lavet af kraftig brun kardus og lukket bagpå med orange maskingtape. Jeg laver stadig mange kuvert-gaveposer (se DIY her) men til de større ting må der jo større gaveposer til. På en gråvejrsdag som denne mandag kan det da være at jeg skulle lave en ny DIY ;-)


1 kommentar:

  1. Tusind tak for besøget, Christine! Det var rigtig dejligt at se dig igen :) Ja, det er sjovt når de går og venter utålmodigt på at tabe tænderne ;) Glæder mig til at se om du får noget kreativt ud af bogen :)) God Weekend!

    SvarSlet

Det er altid dejligt med en lille hilsen :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...