31. oktober 2011

Ammebluse - test 2


Så har jeg forsøgt mig med en ammebluse med raglanærmer, hvilket betød at overlappet bliver nøden til at være mindre på grund af de skrå ærmesøm. Selve blusemønsteret (Onion) er bedre end til den anden ammebluse, som jeg dog også modificerede lidt meget ...

Denne meget grønne bluse er syet i lækker tyk interlock - og med skjult åbning (4. hvide stribe fra oven). Lidt overraskende så er grøn åbenbart en fin farve til mig eller også er det bare dejlig med en frisk farve på en gråvejrsdag.

(og nej, jeg har ikke fået pudset spejlet endnu - eller blevet god til at tage billeder af mig selv ...)

Jeg har også lavet nogle ammeundertrøjer og det er måske lidt smartere eftersom jeg så bare kan bruge min almindelige bluser over.

25. oktober 2011

Allerede gået en måned!

Ja, tiden går - og det er i dag en måned siden at jeg fødte en lille lillebror. Hvis vi ser bort fra de to døgns genindlæggelse på Skejby pga. gulsot da han var 10 dage - så er det gået rigtig godt og nemmere end forventet at gå fra at være 3 til en familie på 4. Alfred er en nem baby og umiddelbart væsentlig nemmere end Magnus som spæd - men det har helt sikkert noget at gøre med, at det er anden gang og vi er mere rolige som forældre.

Alfred har i dag fået Mötörhead-blusen på som faderen købte til Magnus (Nick skal selvfølgelig til koncerten i Aalborg). Vi har ikke særlig meget købetøj og næsten ikke noget babytøj fra Magnus da det meste var arvetøj, der er givet videre. Men denne t-shirt (og andet "musik-tøj") er blevet gemt og se her - sammenligning af drengene begge 1 måned :-)
Udover blusen er der klart nogle ligheder - men også forskelle. Vi er ret spændte på om det er lighederne eller forskellene, der vil blive tydeligst på de to drenge fremover ...

24. oktober 2011

Stjerne-bebs

Så kan lille Alfred passe de velour-overalls jeg syede til ham tilbage i juni - noget af det første jeg har syet til ham i str. bitte-småt. Han ligger her på storebrors juniordyne med det skønne dynebetræk.

Ja, lillebror må også finde sig i at moderen er glad for stjerner - og storebroderen er heldigvis (endnu?) ikke træt af stjerner, selvom det måske kan tage lidt overhånd ...

20. oktober 2011

"Arbejdsbukser"

Et par simple bukser til Magnus - men drillede alligevel lidt undervejs da jeg fik den fikse idé at sy kantbånd i sidesømmen som en kapsøm ... Ja, idéen er jo egentlig god nok, men jeg er ikke helt tilfreds med resultatet. Jeg skulle have valgt orange eller blåt kantbånd og stikninger i stedet for den kedelige sandfarvede, som iøvrigt ikke passer ordentligt i farven til lommerne ...

Jeg ved heller ikke om det var en god idé at sætte rib i buksebenene og talje-løbegangen er heller ikke helt som jeg ville have den - men det er pga. lommerne, som jeg egentlig ikke er så vild med påsyes lukkede foroven ...

Nå, men ellers er det blevet nogle fine basisbukser i sort babyfløjl med forskellige arbejds-køretøjer og derfor godkendt af drengen, som dog pt. er mere begejstret for Batmansættet.

Der skal imidlertid syes en del flere bukser til børnehavedrengen da næsten alle dem jeg syede i august er ved at være for korte! Det er vist også tid til bukser med fór ...

En lillebitte trøje

Af resterne fra Batman-sættet til Magnus kunne der blive til denne trøje til Alfred i str. 50, men da isoli ikke er så strækbart sidder den lige tæt nok og da ærmerne er stukket ned, er den lidt svær at få armene igennem.
Men ellers er det blevet en fin trøje og ikke sidste gang at jeg laver tittekanter i raglan-ærmesømmen - det skal vist også på nogle af storebrors bluser, for det er en nem, men fin detalje, der kan pifte en ellers kedlig basisbluse op.

Tæppet han ligger på er blød velour i rigtig god kvalitet - lyseblåt og med skønne elefanter. Det er købt i den lokale stofbutik for 4 år siden og noget af det første jeg syede til Magnus.

Og ja, er det øverste billede ikke skønt :-) Det er lidt svært lige at fange ham i en af hans grimasser, der ligner et smil. Der er allerede sket meget med hans sanser og mimik, så der kan gå lang tid med at kigge på ham og dejligt at han kigger tilbage og kan se mere direkte på en. Han er imidlertid ikke så glad for kliklyden fra spejlreflekskameraet, men håber at han snart vender sig til lyden så jeg kan få taget billeder af flere "grimasser" :-)

19. oktober 2011

Ammebluse - test 1

Så har jeg fået syet en ammebluse - som det er mislykkedes at tage nogle ordentlige billeder af (spejlet trænger tydeligvis til at blive pudset ...)

Det var egentlig tænkt som en hurtig test-bluse, men jeg fik en del fikse idéer undervejs så det endte med at blive mere bøvlet end nødvendigt ...

Jeg tog bare et basis blusemønster og delte forstykket i to så der kommer et overlap. Efter jeg havde klippet blusedelene, synes jeg, at der skulle en turkis kant på forstykket og for at det ikke skulle markere åbningen klippede jeg det øverste stykke over og indsatte endne en turkis stribe. Ribstrimlerne er kortere end blusebredden og er derfor med til at holde lagene pænt på plads.

Jeg har ikke prøvet at sy efter dette blusemønster før og vidste derfor ikke, hvordan pasformen ville være til mig - og jeg har kun syet én ammebluse før - for tre år siden! Der blev derfor modificeret hist og her undervejs - og resultatet er ikke fantastisk, men den passer og er allerede i brug :-)

I morgen vil jeg prøve at sy en ammebluse med raglanærmer efter et blusemønster jeg har afprøvet og se om den bliver bedre. Og ellers må jeg jo prøve et andet blusemønster ...

Jeg brugte slet ikke ammetøj da jeg ammede Magnus, men jeg vil gerne have nogle pæne ammebluser denne gang. Så må vi se, hvor mange jeg når at få syet.

Lidt baby-syning

Alfred er jo en ret lille baby - og ikke et så varmt barn (i modsætning til sin storebror!). Derfor havde han behov for hue/hjelm de første uger, men selv de mindste af vores babyhjelme er for store - så derfor måtte jeg hurtigt sy et par små hjelme til ham (syet et par dage efter fødslen ...)

Den med stjerner er i to lag og vendbar. Jeg har også syet et matcende tæppe til stjernehjelmen - og yderligere to flonelsvøb, da min lille baby har brug for at blive svøbt hele tiden så de tre jeg havde syet var ikke nok.

18. oktober 2011

Så har jeg fået syet lidt :-)

Jeg har i dag følt mig som en lidt overskudsagtig mor, der stod alene op med begge drenge - og kom afsted med regntøj og paraplyer til børnehaven med storebror og lillebror i viklen. Handlede ind på tilbagevejen og nåede at sætte en vask over, ryddet op (lidt omfattende, da det var tiltrængt!) og selvfølgelig skiftet og ammet Alfred - inden sundhedsplejesken kom for at veje ham. Han har taget 300g på, på en uge, hvilket er rigtig fint i forhold til hans vægtkurve.

Så blev vasketøjet lagt sammen og på plads. Lidt frokost og en kop kaffe - også fik jeg lige syet dette sæt til Magnus inden han kom hjem:

Det er egentlig et ret simpelt sæt i mørkmarine isoli - men med en af favoritheltenes logo applikeret på brystet. Drengen er ret optaget af seje Batman og skulle have trøjen på med det samme :-)

A pro pos Batman - så har Magnus hver dag en sort kappe på i børnehaven, hvilket fik den, på det tidspunkt, højgravide mor til at love at sy en kappe til ham herhjemme. Han var ret utålmodig med at den skulle blive færdig og sad ved siden af mig mens den blev syet og nåede at spørge mange gange: "er den færdig nu?"
Den er syet i sort og rød lagenlærred med røde stikninger og et applikeret M (Iron Maiden skrift). Drengen er nemlig også vild med StarWars, hvor Darth Maul er favoritten (han er rød og sort - og ond!).

Et hurtigt og nemt syprojekt(men anstrengende når man er i uge 38 og har symfysesmerter ...) - men nok det jeg har lavet til Magnus som han er gladest for. Han er knapt stået op før han tager det på og det kommer på igen så snart han kommer hjem fra børnehave.

Jeg har klippet til mere tøj til drengene som jeg håber at få syet snart - og så vil jeg rigtig gerne have syet nogle ammebluser og "sportstoppe"(i stedet for ammebh), men nu får vi se, hvor meget jeg når. Det er jo ikke alle dage man har lige meget overskud når man er mor til en 3-årig og en báby på 3 uger.

16. oktober 2011

Skønne drenge i fantastisk vejr


Vi har selvfølgelig også været ude og nyde det fantastiske vejr i dag - hvor vi har været ovre hos mine forældre til hyggeligt familiesamvær og en dejlig gåtur under skyfri blå himmel.

I får lige et skønt billede af mine store drenge - og bemærk lige den netop indkøbte fine turkise vinterjakke ;-)


Jeg fik leget lidt med mit spejlreflekskamera, som jeg stadig synes er lidt svært at indstille, men har fået taget en masse fine billeder i dag - og manden tog også et par billeder af undertegnede, der havde lillebror godt puttet i den hjemmesyede turkise strækvikle.

Håber også I andre har nydt den skønne dag :-)

14. oktober 2011

Stadig lille bitte


Min lille Alfred er nu endelig færdig med blodprøver (5 på 8 dage pga. gulsot), men sundhedsplejesken vil gerne fortsat holde øje med hans vægt. Han har nu taget over 300g på - og det er egentlig ret pænt i betragning af hans lille størrelse, men der går nok lidt endnu før han er over 3 kg ...

Han fik test-heldragten på i dag - men den er stadig for stor. De små lynlås-heldragter passer fint og kan bruges et stykke tid endnu. - men det endte alligevel med at jeg ikke fik syet nok bitte-småt tøj!

Jeg har fået syet to hjelme og to svøb mere til ham, men ellers ligger sybordet urørt med alverdens delvist påbegyndte eller påtænkte projekter, der samler støv. Jeg var lidt bekymret for om jeg ville blive frustreret over intet kreativt at få foretaget i længere periode, men jeg har det egentlig ok med det.

Alfred er en nem og stille baby imodsætning til sin temperamentsfulde storebror, der tilsyneladende mente, at han ikke behøvede særlig meget søvn som nyfødt! Men afbrudt søvn, amning og et børnehavebarn, der også skal have opmærksomhed - giver en træt og ikke særlig kreativ mor.

Men der skal vel nok blive overskud til syning mv. igen. Jeg får dog flettet en masse små halve stjerner - for jeg gav jo omk. 50 væk til krea-dag så der skal lige laves lidt flere.

God weekend til jer allesammen - og hej til alle nye læsere! :-)

9. oktober 2011

Nyt til top og tå

Så er jeg blevet klippet - eller det er faktisk næsten en uge siden nu, men det er ikke let at tage et ordentligt billede af mig selv med den nye frisure. Der er røget temmelig meget af længden og det lettede bogstaveligt talt! Det er skønt at kunne have det løst, men det er stadig langt nok til at kunne sættes op.

Også har jeg fået disse skønne støvler. Jeg fik nemlig fået et gavekort til Friis og Co i forsinket fødselsdagsgave af min bror og valget faldt på disse støvler, der trods den massive og høje hæl, er utrolig lette og rare at have på.

Skønt at kunne føle sig lidt smart og pæn :-)

Tak Lene og Tamra :-)

Fredag fik jeg denne skønne dino-pude med posten - som jeg har vundet i Tamras giveaway.
Tak, den er skøn og Magnus er meget glad for den :-)

Og i går lå der en pakke fra søde Lene med to gaver - disse futter til Alfred og det lille monster+ en pose labre lavre til storebror
og med et fint kort til hver gave.
*
Tusind tak Lene - hvor er det yderst betænktsomt og uventet!
*
Blogland bliver ved med at overraske mig
- med skønne bekendtskabe, empatiske hilsner
og nu også gaver fra en person jeg end ikke har mødt!
*
Tænk, at det kan være så personligt berigende at have en blog!

De bedste tanker fra mig til alle jer derude.
Kan I alle have en fantastisk søndag :-) 

8. oktober 2011

Tak for i dag - Århus krea-bloggere :-)


Vi kom hjem fra Skejby i aftes - og hvor var det skønt at komme hjem til sin egen seng! Alfred har det fint, men vi skal til kontrol på mandag.

I dag har vi så været i Risskov i skønt selskab med en masse skønne krea-kvinder fra Århus og omegn. Jeg havde ikke mit kamera med - så I må nøjes med et billede af min lille sponsorgave: stjernehårnåle :-)

Det var rigtig hyggeligt at gense kendte ansigter og møde nye. Jeg fik ikke selv lavet så meget, men kunne da være lidt behjælpelig med syvejledning - og ellers skulle jeg se lidt efter ham her, der dog var ret nem at have med i byen. På trods af, at han det meste af tiden lå og sov på en stol, tildrog han sig en del opmærksomhed.

Tusind tak for nogle hyggelige timer - og på gensyn en anden gang, hvor jeg måske kan få lavet lidt krea selv :-)

7. oktober 2011

Tilbage på Skejby

Alfred har desværre fået gulsot, så vi har siden onsdag aften været genindlagt på Y2 (mor/barn afsnit), hvor vi også lå et døgn efter fødslen.

Fordi han er så lille, er de meget obs på hans vægt. Han har nemlig tabt sig, hvilket er normalt - men det er vigtigt at han hurtigt tager på igen. Nu har han heldigvis taget omk 100g på og over fødselsvægt.

Han ligger i en lyskasse og skal have taget ny blodprøve i eftermiddag. Jeg håber meget, at tallene er så fine at vi må komme hjem i dag.

Jeg glæder mig til at kunne have Alfred hos mig igen, komme hjem til Magnus og far - og vi alle kan få nogle rolige dage sammen.

Hvis vi kommer hjem i dag og får en god nat i vores egen seng, kan det være at vi kigger forbi Risskov i morgen - men nu må vi lige se, hvad de siger til blodprøven.
Published with Blogger-droid v1.6.7

5. oktober 2011

Vi kigger forbi på lørdag :-)


Jeg sagde jo egentlig, at jeg ikke kunne komme da jeg ikke vidste om jeg havde født (termin 3./10.) Alfred er imidlertid næsten 2 uger gammel på lørdag og kan godt komme med mor til blog-træf - for jeg vil rigtig gerne hilse/gense "Århus-bloggerne" omend det kun bliver et kort visit og jeg ikke regner med at få lavet noget krea, men tilgengæld være travlt beskæftiget med at skullet holde øje med at Katrine eller andre skrukke kvinder stikker af med Alfred ;-)

Læs mere om det skønne arangement hos Anna.
Jeg glæder mig til at se jer

2. oktober 2011

En dejlig sensommerdag

Jeg er ikke særlig begejstret for at blive fotograferet, men ville gerne have et billede af Alfred og mig i det dejlige sensommervejr. Og nej, jeg nåede ikke at blive klippet før jeg fødte, men har en frisørtid i morgen!
Tænk at Alfred allerede er en uge gammel i dag! Amningen er kommet ordentlig i gang og han er indtil videre en nemmere og mindre temperamentsfuld baby end storebroderen, hvilket er skønt for hele familien, hvor der er tid og overskud til børnehavedrengen.

Billederne er fra i går, hvor vi havde besøg af min bror fra København og min far - og i det skønne vejr gik vi alle en tur i Risskov som vi bor tær ved.


Storebror nød skovturen og fik brændt en masse energi af, mens Alfred lå og sov i barnevognen.

Min bror er multimediedesigner og har det samme Canon-kamera som jeg købte i fødselsdagsgave - så nu har jeg fået lidt hjælp og fifs til at indstille kameraet ordentligt, men der skal nu stadig en del øvelse til før jeg bliver mere fortrolig med de mange muligheder.

Håber I nyder weekenden og det skønne vejr.

Tusind tak for alle jeres søde hilsner og kommentarer :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...