29. april 2011

Patchworktæpper

Som lovet kommer der billeder af mine minipatchwork-tæpper - eller i hvert fald ét af dem
Dette billede er dog lidt sløret - men tæppet er allerede solgt :-) Der er to andre tæpper til salg på minLaban-shoppen og skal også lige have taget billede af mit eget tæppe i turkise og brune farver som jeg jo selv synes er ret fantastisk ;-)

Jeg er også ved at lave et "regnbue-tæppe" inspireret af Julias skønne tæppe - men med farveskift ved hver 3. række og mine tæpper er mindre (synes nu stadig at 96 firkanter er mange!) 

28. april 2011

I ro og mag ...

Der har været lidt ynk fra undertegnede i den sidste tid og det med rette - for i går blev jeg sygemeldt pga. tiltagende bækkensmerter. Under omstændighederne er jeg lettet over at være sygemeldt for nu kan jeg endelig få ro til at tage tingene i dét tempo kroppen giver mig lov til og hvile når der er behov for det.

Forhåbentlig vil det betyde, at smerterne aftager og jeg kan begynde at nyde at være gravid :-)
Sygemeldningen skulle i hvert fald gerne virke præventivt så jeg ikke risikerer at få det værre og jeg håber, at jeg ind i mellem vil have energi til og mulighed for at få syet lidt de næste måneder. Ellers har jeg jo mit Oldemor-tæppe-projekt, hvis jeg må ty til sofaen eller sengen.

Der er stadig længe til lillebrøsters ankomst, så der kan nå at ske meget inden - men jeg håber på en dejlig sommer med en stor rund mave :-)

27. april 2011

Patchworkpunge

Her får I så billederne af nogle af de mange små punge jeg har lavet og det er egentlig pga. dem, at jeg gik i gang med de mange små firkanter


Der er 6 små firkanter i hver og de har været rigtig hyggelige at lave. Jeg har været heldig at finde en masse fine metallynlåse, der passer perfekt til disse små punge, som kan rumme både mønter og div. kort.
Er der brug for lidt mere plads - så har jeg også lavet disse "clutch-punge" á 12 firkanter. De har to lommer indvendig til kort m.v. Da jeg ikke selv bruger den størrelse punge ved jeg ikke helt, hvor brugbare de er, men nu er der foreløbig lavet disse fire :-)

26. april 2011

Mini firkanter :-)

Og det er vist også på tide, at jeg viser lidt frem af det jeg har lavet på det sidste - nemlig en masse små firkanter i helt uvante, for mit vedkommende, mange forskellige farver og brug af retrostoffer

Det er blevet til en masse små patchworkpunge til julemarkedet (ja, jeg er liidt på forkant - da jeg ikke ved, hvor meget jeg får lov at sy efter lillebrøsters ankomst i efteråret ...) og indtil videre 4 skønne babytæpper, der snart kommer på shoppen - når jeg har besluttet, hvad de skal koste ... Der er 96 små firkanter i hvert tæppe og en lækker blød velour bagside.

Ja, det er lidt snyd med billedet - men bedre billeder skal nok snart komme :-) Som det nok ses, har jeg blandet nye - og vintagestoffer. Der er allerede skåret en masse flere firkanter, men ved ikke hvor mange flere tæpper jeg skal lave - men hvor er det hyggeligt at sammensætte de forskellige farver og mønstre :-)

Se dét er at kopiere!

Jeg har med vilje undladt at deltage i den med jævne mellemrum opblussende debat om kopiering her i blogland - omend jeg synes, at det er en vigtig og nærværende diskussion, så kan den også virke trættende og desværre give en dårlig stemning.

Jeg tror egentlig, at vi alle er nogenlunde enige om - at blogland er et skønt forum for idéer og gensidig inspiration, men hvor det er usmageligt og usselt direkte at kopiere andres ting med henblik på salg. Der er imidlertid mange gråzoner og forskellige holdninger til, hvor langt det er tilladt at gå før der er tale om egentlig kopiering.

Ét af Nadias fine malerier
Men nu skriver jeg - fordi min veninde Nadia desværre har været udsat for at blive kopieret på det groveste! Hun ringede fortvivlet til mig og fortalte, at hun ved et tilfælde havde fundet en webshop, med malerier, der er tro kopier af hendes egne! Ikke bare ét billede - men 11 billeder, der er næsten identiske med nogle malerier Nadia selv har på hendes webshop. Det er både motiverne, tekst, billedopbygning, titler og tildels farvebrug, der er stjålet - og ikke nok med det, så påstår svindleren, at alle hendes malerier er originale og ikke kopier - at hun selv har fundet på motvier m.v.

Men da Nadia konfronterede Rikke, vidste hun sjovt nok, at hendes malerier er kopier - for hun slettede straks sin webshop (som iøvrigt også var næsten identisk med Nadias) og gav Nadia en lang undskyldning. Sådan en grim oplevelse forsvinder desværre bare ikke ved en undskyldning og jeg er så ked af det på Nadias vegne.

Efter dage med mismod og fortvivelse - er Nadia heldigvis begyndt at male igen og senest har hun lavet disse fantastiske påskeæg, der praktisk talt er umulige at kopiere!

Jeg ved godt, at jeg selvføgelig er påvirket af, at Nadia er min veninde, men jeg håber, at alle kan være enige i - at det på ingen måde er ok, at kopiere i det omfang hun har været udsat for!

15. april 2011

O-firkanter

Det er efterhånden længe siden, at jeg har fået hæklet,
men her er et rigtig dårligt mobil-billede
af nogle af de firkanter jeg har fået lavet
til efterårsbebsens barnevognstæppe.
De er alle hæklet i Lima(100%uld)
og med turkis og sort/grå som gennemgående farver
Det er blevet mørkere end jeg lige havde regnet med,
så jeg har netop købt noget hvidt som jeg
overvejer at lave en kant af.
Jeg har lavet flere end på det efterhånden gamle billede,
men mangler dog stadig en del til et tæppe.

Stilhed og travlhed

Ja, der er ikke sket meget på bloggen her i april - og først efter at jeg havde lavet mit sidste indlæg kom jeg i tanke om datoen og at nogle måske kunne foranledes til at tro, at det er en aprilsnar ;-)Men nej - maven vokser stødt og kvalmen er heldigvis aftaget lidt. Tilgengæld er jeg desværre begyndt at have ondt i bækken-området, især hofter og i lænden, hvilket desværre kun er blevet værre den sidste måneds tid. Jeg skal til jordmoder og fysioterapeut på mandag - så må vi se, hvad de siger til det. Jeg synes selv, at det er bekymrende og irriterende allerede at have så ondt og faktisk være hæmmet af sin graviditet så tidligt i forløbet ...

Nå, men nok ynk - jeg har rent faktisk været temmelig kreativt anlagt de sidste ugers tid, hvis jeg selv skal sige det :-) Der har nemlig været i lang periode, hvor jeg næsten intet har syet eller kreeret - men nu er jeg atter fuld af idéer og har kastet mig ud i helt nye former for krea-projekter, der involverer en masse farver!

Og nu har jeg endelig fået taget billeder af nogle af tingene - så de skal nok snarest blive fremvist :-)

1. april 2011

Mit sensommerbarn

Så har jeg været til nakkefoldsscanning og alt ser fint ud :-)
Min termin er blevet flyttet, men definitivt fastsat
 til d. 3. oktober.
Jeg tror dog stadig, at jeg vil få et septemberbarn
- men nu får vi se :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...