24. september 2010

DIY: Stof-notesbog

Som lovet - billedvejledning til stof-notesbøger, der er et fint stofrester-projekt. Jeg har lavet bøgerne endnu nemmere at lave og måske mere funktionelle - da de er med udskifteligt papir.

Her er der benyttet et helt stofstykke til ydersiden, men det kan sagtens laves i forskellige former for patchwork, applikationer m.v.

Undskyld de lidt mørke billeder - men det var et lille aftenprojekt :-)

1. Du skal bruge
  • to stykker stof: 25x17 inkl. 0.5cm sømrum
  • 2 (reklame) postkort
  • et 17cm langt stykke kantbånd
  • 2 stk. bukseelastik 16.5cm
  • A5-papir - jeg bruger 25 ark

2. Først syr du kantbåndet fast på midten af inderstykket.
Her ser du også de to stykker bukseelastik - de er lidt kortere end bredden for at give lidt stræk.

3. Elastikkerne fastgøres i enderne - den ene elastik skal være på midten af kantbåndet og den anden skal være ca. 2 cm fra bagsiden af bogen (markeret med røde knappenåle)
Åbningen laves så postkortene kan komme igennem.
Fastgør yderstof og inderstof ret mod ret og sy sammen med 0.5cm sømrum.

4. Klip hjørnerne og fastgør enden af elastikken i midten.

5. Vend og ret hjørnerne ud.

Put de to postkort ind gennem åbningen og placér dem til hver sin side.
Sæt knappenåle til lukning af åbningen.

6. Stik ned hele vejen rundt så tæt på kanten som muligt (1 mm) og undgå at sy i kortene!
Skub kortene helt ud til hver side og sy oveni de to kantbåndssømme - uden at sy i kortene.
Nu ligger begge kort i hver sin "lomme". Lommen skal helst passe præcist så kortene ligger fast og bogomslaget passer til A5-papiret.

7. Her ses syningerne ovenpå de tidligere fastsyninger af kantbåndet og med elastikken placeret i midten.

Hvis du er kommet til at sy i postkortene vil du ikke kunne bøje omslaget.

8. Så skal der papir i bogen
Målene passer til A5-ark, der er foldet på midten.

Jeg synes, at det passer fint med 25 ark - hvilket giver 50 sider. For få sider gør bogen "flad" og for mange sider giver en markant midterfold.


Brug evt. tegnepapir eller linieret papir efter behov.

9. Fold alle arkene ud og stak dem ovenpå hinanden.

Saml bunken og skub alle ark ind under elastikken så midterfolden er under elastikken.

Og så er du færdig!

Du kan til enhver tid nemt fjerne eller tilføje ark.

Jeg hører gerne fra dig, hvis du laver nogle stof-notesbøger ud fra min vejledning.
Der er mange designmuligheder alt efter materialevalg - og jeg skal personligt have lavet nogle med mere "spændende omslag" :-)

Obs: Det var egentlig meningen at elastikken skal foldes fra bagsiden til forsiden - men efter jeg havde syet den færdig, synes jeg bagsiden var pænest som forside ... Vælg selv placering af elastikken :-)

2 kommentarer:

  1. Hej - jeg har prøvet din DIY med nogle få justeringer efter eget hoved - og tak for den gode idé til de udskiftelige sider! Jeg syns din model er dejlig enkel og med gode genbrugs-tanker i (f.eks. postkortene, som jeg har en bunke liggende af efter cafébesøg i tidens løb - og de egner sig jo ikke alle til at sende, så din anvendelse er super, syns jeg!)
    Jeg har vist billeder af min egen efterligning og love-linket til dig på min blog idag. KH og go søndag fra Lisbeth

    SvarSlet
  2. Dejligt du kan bruge min DIY - hvor er dine bøger blevet fine :-)

    SvarSlet

Det er altid dejligt med en lille hilsen :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...